Mølleporten -

Mølleporten - en gang en del af Stege by's forsvarsværker og en af tre byporte som sammen med volden og voldgraven omkransede Stege. Tårnet er bygget sidst i 1400-tallet af store røde munkesten med vandrette bånd af kalksten.

Tårnet var ved at blive nedrevet i 1873, da det efter byrådets mening var forfaldent, og stod i vejen for udviklingen af byen. Heldigvis blev dette ikke til realiteter. I 1895 blev bygningen erklæret for fredet mindesmærke, og står i dag som Danmarks bedst bevarede byport fra perioden.

Den gule bygning i baggrunden er Empiregården, bygget først 1813, som i dag huser Møns Museum.

Mølleporten var en af tre byporte som gav adgang til Stege By. De to andre porte stod for enden af det man i dag kalder "Rådhusgade" og Langgade, tidligere kaldet "Langestræde" Her ligger for øvrigt endnu aciccehuset. Her var der indrettet offentlige toiletter. I dag er huset ombygget til beboelse.

Utallige vognlæs har siden byporten blev bygget rullet frem under hvælvingen. Helt frem til 1987 var Mølleporten "indgangsdøren" til Stege, når man kom fra øst. Dog var der gjort mulighed for større køretøj og østgående trafik for passering på udsiden. I dag er det kun knallerter, cyklister og fodgængere som får lov til passere gennem.
Tårnet er enestående i sit slag - den eneste bevarede fritstående byport i Danmark - som sammen med voldanlægget giver et godt billede af hvordan byens befæstning har set ud.

Flere kilder taler om en bymur i forbindelse med portene, men der er ikke fundet arkeologiske beviser for at en sådan nogensinde har eksisteret.

Da v. Plessen byggede på sin ejendom Nygaard (i dag Marienborg) skal han i følge overleveringen ha brugt sten fra ringmuren til gaardens bygninger. Mere sansynlig er det måske at det er de to andre byporte som ved den anledning har måtte lade livet. Den eneste rest af disse to porte i dag, er aciccehuset som lå ved den vestligste port, i dag i skillet mellem Skydevænget og Græskevej.
Han havde for øvrigt store besiddelser rundt om i Danmark og i Tyskland, finansieret af krigsbytte og udnyttelse af mønboerne, som han pålagde store skatter og tvangsarbejde på sin gård.

Mølleporten under general v.Plessen:

Efter svenskekrigen blev hestegarden, under kommando af general v. Plessen forlagt til Møn og v.Plessen udnevnt til amtmand på Møn.

Under - general v. Plessens tid (1685 - 97)eller "Den onde Pless"som mønboerne kom til at kalde ham, var Mølleporten i brug som fangetårn af hestegarden. - om dette kan der blandt andet læses om i drengebogen "Generalens overmand" af Henning Riis Klausen:

Bogen er udkommet på H. Hagerups Forlag, København, 1950.

I Mølleporten

Engang klagede en flok bønder til Plessen over hans soldaters ulovlige optræden. De fik bare dette svar: "I har at lystre ordrer. Her er det mig, der hersker, og det er min vilje der gælder. Hvis I vover at mukke, skal jeg sørge for at i aldrig kommer til at glemme Mølleporten i Stege."

Hans ord var for en gangs skyld sande. Det er aldrig siden gået bønderne på Møn af minde, at han straks efter denne samtale lod det gamle porttårn med de metertykke fæstningsmure indrette til fangehul. Rundt om i væggene blev der smedet jernringe, og her opholdt der sig til stadighed en del af hestegardens fanger. Det var som regel de yngste og mest forvovne karle blandt bønderne, det gik ud over ... enten de, der satte til modværge mod gardisterne, eller de, der blev pågrebet under forsøg på at flygte fra øen.

Fangerummet lå i første sals højde, i tårnet over det hvælvede portrum, og man måtte bane sig vej mellem murbrokker og ruiner fra den nedrevne bymur, inden man af en vaklende træstige nåede op til den svære, jernbeslåede indgangsdør.

Da Jørgen var blevet iført svære jernlænker om arme og ben, sad han ganske fortumlet et stykke tid. Da han brutalt var blevet smidt ind i mørket. troede han sig først alene, men efter at hans øjne lidt efter lidt vænnede sig til halvmørket, begyndte han at skelne nogle medfanger. En halv snes lænkede skikkelser sad langs væggene i krumme og ubekvemme stillinger, men ingen talte højt, og ingen hilste den ny lidelsesfælle velkommen. Der herskede kun tung dødtrist stemning, og kun lænkernes raslen og fangernes halvhøje samtaler hørtes i det store rum.


	Den øverste del af Storegade (Tidligere Møllegade), som den fremstår i dag.

På venstre side er håndværkere i gang med at færdiggøre Storegade nr.73, hvor bygherren, snedkermester Herman Hansen havde sin møbelforretning, Senere har bygningen haft mange forskellige forretninger - blandt andet modeforretning, Renseri og i nogle få år, antikvariat og senest mødelokale for Pinsekirken.

Postkortet her er stemplet i 1908 og udgivet af Carl Petersens Boghandel.

Rundt århundredeskiftet var der anderledes "gang i den" i den øverste ende af Storegade.

Billedet her er taget i 1906

På højre side af gaden kan man blandt andet se C. Carstensens Beværtning og lidt længere oppe i gaden A. Andersens Restauration.

De to cafeer blev senere slået sammen til en under navnet cafe Mølleporten. Ikke at forveksle med den nuværende Cafe Mølleporten Øl- og vinstue, som blev startet længere ned i gaden omkring 1970.

Lidt længere op i gaden i nr.86 holdt Tøffelmageren til. Her blev solgt trætøfler og trælegetøj. Her har det senere været møntvaskeri og i dag hobbyforretning.

Laurtiz Larsen, kallet Mønsdigteren lader Møllerporten fortælle:

MØLLEPORTEN

"Vi var engang tre Søskend, der vogted Stege By, bag Vindebro og Volde fandt Borgerskabet Ly.
Vi stod som Slaa og Stænge mod Angreb og Fortræd, fra Sundet og til Noret vor Ringmur kræved Fred.

Vi tre ved Voldens Skraaning og Gravens mørkeVand og Borgen med sit Lukke - var Kæmper der holdt Stand;
Witslav, vor første Skaber, var vel et fremmed Navn, men vågne Viljer brugte vort Værn til Øens Gavn.

De Lübske brændte Borre og kom med blod på tand til ynkeligt at plyndre og slaa det ganske Land,
men Udfaldsporten fyldtes af Stridsmænd, da det gjaldt, og Byen blev bevaret, men Stortebol, han faldt.

Nu stod jeg her alene halvtredje Hundred Aar; da jeg blev brudt af ælde, man lapped mine Saar.
Voldtindens Murkrone den tog den onde Pless og kørte bort bort til Nygaard som tusind tunge Læs.

Jeg strirrer ud i Tider, den fjernt forgangne Tid, da Øens stakkels bønder som Fanger førtes hid.
Jeg skued deres Pinsler, jeg hørte deres Ve, mens Plessens onde Bøddel stormægtig kunne le.

Krumsluttet - lagt i Lænke, i Mørke og i Sult, i Kulde og i Vanmagt har deres Strid jeg dulgt,
de stakkels, mønske Bønder i Gaardens bitre Aar, da onde Aander knuged vor Ø i arme kaar.

Men Voldene og Graven lod Tidens Færd i Ro. Om svære, svundne Tider vi taler tit vi to.
Jeg lytter ud i Natten mod Skovene i Øst, men i min Luge hvisker kun Vindens kendte Røst.

Jeg hilser Østmøns Slægter, nu snart fem Hundred Aar, naar sindigt ind de aged til Bod og Købmandsgaard.
Nu er jeg mest i Vejen for Tidens stærke Jag, og Byen vokser opad i Højde med mit Tag.

Nu gror den unge Elskov paa Voldens stille Sti, i Skumringsmørket vandrer den kælende forbi,
og Børneskaren samles ved Vinter og ved Vaar, i lystig Leg og Latter min Alders Dage gaar.

Men gjalder i min Bue Dit Vongntravs tunge Spand, jeg skiller ikke mere imellem By og Land;
jeg er et fredet Minde ved Livets travle Strøm, fra mørke Ufredstider et Syn, et Sagn, en Drøm.

Digtet er gengivet i samlingen "Hjemstavnssange - Møn i digte" Udg. C.M.Nielssens Boghandel, Stege - 1932.

Se flere bøger af Lauritz Larsen, og andre bøger om lokalhistorie

Til Møn-siden

Til kortet

Til forsiden

Til Stege-siden