Tilbage

Møn i digt og toner :

Mange har digtet til Møns pris både kendte og ukendte - her er nogle af disse:

Som de fleste andre steder har også Møn sine egne melodier.  Den mest kendte er nok "Møns sang" som er øens "nationalsang" og som bruges ved mange officielle anledninger.

MØNS SANG:

 

Tekst: Meisler, melodi H. Rung

Midt i den brusende, østlige sø

kneiser en lille, men blomstrende ø.

Møen vi den kaldte, og sikkert jeg tror,

:/: Det er den skønneste plet på vor jord. :/:

--00--

Klinten den hvide, så tryllende staaer,

kranset som bruden med blomster i hår.

Klinten den høje, hvor ørnen den boer,

:/: Hvor er der skønnere plet på vor jord? :/:

Kraftig som egen er yngling og mand,

dristig men sindig på sø og på land,

trofast i venskab, og gæstfri ved bord,

:/: herlige æt af de kæmper i nord! :/:

                           --oo--

Quinder så milde, som blomsten i vår,

møder dit øje, ihvor du end gåer.

Døtre af Freja i dåd som i ord,

:/: Ej er der fagrere quinder på jord :/:

                           --oo--

       Hil dig du lille, du blomstrende ø!

Yndige perle i brusende sø!

Signet du være med folket der boer,

:/: som den livsaligste plet på vor jord :/:

foto Oddrun H. Eggum


Til Møen:

Danmark har kun et eneste Field.    Risler I Hroskildes Kildevæld!

 Klækker i Lunden blomster frem! Skynder Jer, Piger, at binde dem.

 Fletter en duftende Urtekrands!  Seer I ei Bruden i Skiønheds Glands?

 Skuer I ikke den Aasmø,  Hvor hun kneiser stolt over sø?

Seer I vel, hvor til Mændenes Lyst Yndigt hun blotter det snehvide Bryst?

Stormen kiøler det fyrige Blod. Bølgen kysser den dejlige Fod.

Bøgenes Krands hun har om sit Haar, Tusinde Lokker i Vinden slaaer. 

Hvilket Field på det faste Land  Ligner vel Fieldet på Danmarks Strand?

Stenen er Hvid og Bølgen blaa, Græsgrønne Bøge paa Toppen staae.

Eia hvor prægtig i Morgensø Bader sig hist den danske Mø!  

      Oehlenschläger                                    


MØN

 af Valdemar Rørdam:

Aldrig er Østersøen i Ro, den kaster sig mellem de kolde Kyster,

og stormer det, fråder de stærke vande, så Klinten og Klipperne ryster.

Thi stride Floder strømmer deri fra Riesengebirge, Rusland og Polen

og fjernt fra det Fjeld Sulitjelma, der ser imod Midnatssolen.

 

Danmark, Barn af det stridige dyb, mod dybet er Møn dit Skjold;

dog må der Mænd til at værge mod vildere fjenders Vold.

Der var i læ af den hvide Klint, at bøjet du spændte din Bue

og skød med den flammende Brandpil Vendernes Lejr i Lue.

 

Hvor Kræmmeren såe fra Borre Bryg sin krydderduftende sejler,

blinker nu mellem Blomster en Å i de græsbevoxede Vejler.

Dog endnu løfter sig Høje-Møn, Ås over Ås, i en savulmende vove

med byer og gårde som glidende spåner og skum af de grønne skove.

 

Sommerspiret er solskinshvidt, sort hænger Ørnens øde rede;

det risler i Maglevandsfaldet, det syder og suser dernede.

Vogt på din fod: Et svimlende Svælg - Hav, der ud imod Himmel rinder -

Kløfter og skridende Skrænter og takkede kridthvide Tinder.

 

Men når den østlige Efterårsstorm med Rovdyrs-Jubel i Natten jager,

og Brændingen brøler, og Havet stiger og styrtende Blokke brager, -

da må det kendes, at Danmark har i Klinten et skjold til Værge!

<